Medlem af
JYSK  SMÅBÅDSFISKEKLUB
April 2008.
Den første tur i 2008 var også den sidste tur i den gamle båd, turen gik til Grenå sammen med en kollega som også har båd, han kan ses i hans Quicksilver på nogle af billederne, han løb desværre ind i lidt motor problemer på denne tur så den blev kort for ham & hans makker. Vi trollede op langs Fornæs fyr & videre nordpå forbi kalkklinterne, vi fangede lidt hornfisk & makrel, men ingen havørreder. Som det kan ses på billederne så havde vi helt flat vand & solskin, perfekt vejr til sejlads men åbenbart ikke til fiskeri. 2 dage efter denne tur var den gamle båd solgt & den nye næsten bestilt. Se billeder fra turen her.

Den første Grenå tur i den nye båd, i uge 31 2008.
Jeg havde ventet i det der føltes som en evighed på at den nye båd skulle blive klar til levering, men pga. leveringstiden fra fabrikken & det faktum at der er andre end mig der skal have ferie i dette land gjorde at båden ikke var helt klar da jeg ikke kunne vente længere, derfor fik jeg den udleveret halvfærdig i slutningen af uge 30, med halvfærdig mener jeg at der var ikke blevet monteret kaleche på den endnu, men ud over det var den faktisk færdig. Den første tur var en prøvetur for at lære lidt om autopiloten & for at få den kalibreret, turen blev lidt af en fiasko da vi ikke kunne kalibrere alligevel fordi vi ikke havde instruktions bogen over autopiloten med ned til søen i Ry, men jeg fik da demonstreret min nye Humminbird navigation & sidescannerne & sejlet den første time af motorens indsejlingstid (jeg er meget regelret med hvad der står i instruktionsbøgerne om indsejlingstid af motor, for så kan jeg ikke give mig selv skylden for hvis noget går i stykker da alt er blevet gjort efter bogen, der er mange der mener at den bare skal have fuld klampe fra første færd & det kan da også godt være rigtigt, men jeg vil nu være pænt træt af at sidde i en lille båd der vipper ude på Østersøen med en motor der ikke vil det ene eller det andet & så komme i tanke om at det kunne jo være fordi jeg havde gjort sådan eller sådan & at det måske var derfor motoren nu pludselig ikke ville være med mere, nu har jeg gjort som der stod i bogen & hvis der så sker noget med motoren, ja så er jeg uden skyld i det overhovedet & behøver ikke at sparke mig selv over skinnebenet meget hårdt & længe, men sådan er jeg altså" nå men tilbage til turen. Dagen efter at jeg havde hentet båden i Ry skulle min gast Gert & jeg prøvesejle båden i Viborg søerne, vi fik sejlet lidt rundt i begge søer & fik sejlet yderligere 2 timer på motoren, så der var kun 7 timer tilbage til vi kunne give den fuld gas. Vi aftalte at vi skulle se på vejret i de kommende dage & se om der ikke kunne blive så godt vejr at vi kunne få en 2 dages tur til Grenå, allerede mandag i uge 31 så vejret ud til at  blive perfekt & det skulle vare ved i nogle dage så aftalen blev at vi skulle af sted mandag morgen. Jeg samlede Gert op i Viborg & turen gik til Grenå, vi ankom til havnen ved 9 tiden om formiddagen, fik betalt for slæbested & havneleje af plads for natten, båden blev søsat & pakket med grej & køletasken med madpakkerne så vi skulle kunne klare os hele dagen. Vi sejlede ud af havnen & fik rigget grej til, til trolling, jeg havde i ventetiden på levering af båden kigget lidt på stangholdere, jeg var helt vild med Cannon's rørstangholdere & havde derfor bestilt 4 stk. i USA, de var noget billigere derovre & selv med told & moms kunne det meget godt betale sig, men der var bare lige et problem jeg ikke havde forudset, der var ikke nogle flader store nok på båden hvor de kunne monteres så der skulle specialfremstilles nogen beslag af slagsen inden de kunne tages i brug, så i mangel på bedre blev jeg i al hast nødt til at købe nogle billige plast stangholder som kunne monteres på sø-gelænderet så vi kunne fiske med nogle overflade stænger, downriggerne havde jeg heldigvis købt beslag til så de var monteret. vi fik sat 4 stænger, 2 på downriggerne med Toby blink & 2 overflade stænger med Möra silden, det varede ikke længe inden der var fast fisk, først fik vi nogle makreller & en del hornfisk, vi sejlede frem & tilbage langs kalkklinterne nord for Fornæs, vi fangede jævnt med fisk hele dagen & ved 18 tiden havde vi fået nok for i dag, motoren havde nu lige rundet de 10 timers indsejlingstid & den skulle nu kunne klare at få noget gas, stængerne blev taget ind & pakket sammen, nu skulle vi for første gang se hvad den nye båd & motor kunne præstere, der var totalt blank vand & solen bagte ned fra en skyfri himmel så vi havde de optimale forhold til vores test, vi gav motoren halv gas til at starte med & alt lød som det skulle så jeg turde godt give den lidt mere & holdt først op da gasen ikke kunne flyttes mere, båden gik nu 26 - 27 knob med 2 voksne & en hel den grej, turen gik sydpå ned mod Glatved & alt fungerede som det skulle, vi kom ned til kalkværket i ekspres fart & båden føltes helt som forventet, den håndterede de skarpe drej uden problemer selv om vi sejlede alt hvad motoren kunne klare, vi sejlede sådan i ca. 45 minutter & benzinen i tanken forsvandt utroligt hurtigt, vi havde trollet i ca. 7 - 8 timer på under en kvart tank (6 - 7 L.) nu havde vi altså snart brugt de resterende 17 L. benzin på 45 minutter, det kunne godt gå hen & blive en dyr fornøjelse hvis man skulle sejle sådan her en hel dag, men nu er båden primært købt til trolling så det bliver nok mest tomgangs sejlads den kommer til at sejle. Vi sejlede i havn på dampene i tanken & fik fundet os et sted at fortøjre for natten, her skiftede vi over til tank nr. 2, jeg havde medbragt den lille Smokey Joe Weber grill & nogle kul så vi kunne få os noget aftensmad, da der var godt gang i grillen smed vi noget medbragt kød & pølser på, vi spiste med velbehag da maden var færdig, nu var det efterhånden også ved at være sent så der blev hentet nogle dejlige kolde øl oppe på en bar i havnen, soveposerne & selvoppustelige ligge underlag blev hentet i bilen & så blev der ellers gjort klar til at sove under åben himmel, vi kunne lige få plads i bunden af båden med vores ligge underlag & soveposer, efter at have snakket om dagen & nydt vores kolde øl & en håndfuld cigaretter faldt vi begge i søvn ved midnat uden besvær. Gert havde sat hans mobil til at vække os kl. 3:00 vi var ikke helt friske på den tid af døgnet men op kom vi da & så blev der ellers pakket sovegrej sammen så vi kunne komme af sted, vi sejlede ud af havnen kl. 3:30 & der var ikke en vind eller bølge nogen steder, vi havde bestemt os for at sejle ned til Hjelm, vi startede med at trolle noget af vejen men der var en del store plamager af ålegræs som hele tiden satte sig fast i linerne så derfor bestemte vi os for at sejle stille & roligt sydpå, efterhånden som vi nærmede os Hjelm begyndte vi at kigge mere intenst på ekkoloddet for vi ville se om vi kunne finde nogle torsk, vi havde medbragt pirkegrej i håbet om at finde en lille bule eller noget, der var intet at lodde, absolut intet, vi prøvede at drive & se om vi ikke kunne være heldige at finde bare en enkelt torsk, men uden resultat, til sidst sejlede vi op til Glatved for at fiske nogle flade men da det efterhånden var blæst en del op så var det nærmest umuligt at mærke huggene & det eneste vi fangede var en enkelt makrel, vi gav til sidst op & sejlede i havn ved 14 tiden. Turen hjem var lidt af en prøvelse, vi havde jo ikke sovet vildt meget så der blev holdt nogle rygepauser på vejen til Viborg. Der er desværre ingen billeder fra turen da jeg ikke havde mit kamera med.

Test tur til Kalø Vig d. 9/4-09
Vi satte båden i vandet ved Nappedam ca. kl 6:30, vi sejlede ud forbi stenrevet inden vi begyndte at rigge grej til, vi fik sat grejerne & sejlede ned forbi indsejlingen til Knebbel vig. Vi havde sat den ene dowrigger på 20 fod & den anden på 12 fod, derudover havde vi 2 stænger ude med Kusamo & sideplanere, da vi nærmede os et lavere område på ca. 14 fod drejede vi over mod Studstrup værket & holdt os derved i et dybde område på godt 30 fod, vi sejlede helt over til værket inden vi drejede nordpå, vi fulgte dybdekurven mellem 16 & 25 fod indtil vi var helt oppe ved Kalø slots ruin, her tog vi grejet ind & sejlede et godt stykke sydpå, ned forbi Kalø vig bådelaug til vi kom til området med ankring og fiskeri forbudt, her vendte vi båden & satte grejet, så tog vi turen nordpå igen, vi mødte "Tight Lines" men vi fik ingen melding om han havde fanget noget, vores vhf radio var løbet tør for strøm så vi kunne ikke kontakte ham & afstanden mellem vores både var for stor til at klare kommunikationen med fakter & råb. vi sejlede indtil vi havde passeret ruinen & stenrevet, her tog vi grejet ind & sejlede i havn i Nappedam, det blev til en nultur igen, men vi fandt da ud af at vi skal have øvet os lidt mere på det med at sætte grej inden vi helt er klar til det store Bornholmer eventyr. Se billeder fra turen her.

Team "SILLE"s første tur til Bornholm.         Artiklen som blev skrevet til BÅDE & FISK 17. årgang blad nr. 3 September 2009.

Vi startede ud fra Viborg kl. 15:30 efter at have samlet den sidste gast op, vi skulle være i Køge senest kl. 23:20 for at komme med færgen. Turen gik fint med et par enkelte stop undervejs & vi ankom til Køge kl. 21:00, vi blev guidet ombord på færgen lidt over 21:30, nu havde vi god tid til at finde et godt sted at sidde så vi ikke blev forstyrret for meget når vi skulle prøve på at få lidt søvn på overfarten, vi fandt os et godt hjørne hvor vi kunne være. Vi fik lidt kaffe & noget af den medbragte mad & ventede så ellers på at sejlturen skulle starte, der var heldigvis ikke så mange med færgen så vi havde godt med plads. Sejlturen gik planmæssigt men vi fik ikke sovet det helt store, vi var sikkert kørt lidt op over det forestående laksefiskeri, vi var i havn i Rønne kl. 06:00 & kom rimeligt hurtigt af færgen, nu havde vi kun en lille køretur tværs over øen inden vi var ved Sannes Familie Camping, vi fik nøglen til hytten af Allan & blev vist ned til hytte 12, en meget fin hytte som lå på første parket med udsigt over Østersøen, vi fik hurtigt noget at spise & efter aftale med Lars fra Team Hajen, skulle vi kontakte dem når vi ankom, vi var kommet i kontakt med Team Hajen via forumet på JSK's hjemmeside, da vi havde efterlyst nogen som skulle til Bornholm i uge 17, Team Hajen meldte sig frivilligt som underviser & gav os lov til at følges med dem på fisketurene. Vi fik kontakt med Lars & det viste sig at de havde hytten lige ved side af os, aftalen blev at vi satte bådene i, i Listed & fulgte efter Team Hajen & Team Prip ud på vandet, vi var ikke helt så hurtigt klar til at sætte grejet som de andre garvede fiskere, men vi fik rigget 6 stænger til, 2 til hver downrigger & 2 til sideplanere, vi havde helt fladt vand & høj sol, hvad mere kan man ønske sig af første dag på østersøen, vi anede ikke hvor alle de gode pladser var så vi futtede stille & roligt efter Team Hajen & håbede på at de vidste mere end os, ved 13:00 tiden udløste den ene downrigger stang, den som stod i 70 fod med en lille dodger & en 5,5" apex i grøn, blank & gul, vi blev helt forvirrede & der gik lige nogle sekunder inden vi helt blev klar over hvad vi skulle gøre, vi fik hevet det øvrige grej ind & så kunne vi ellers begynde at fighte fisken, man mister helt fornemmelsen af tid når man fighter sin første laks, jeg aner ikke hvor lang tid der gik fra jeg tog stangen til fisken var klar til landing men der er ca. gået 10 - 15 minutter, vi kiksede første netning & jeg var meget glad for at det var en apex med enkeltkrog som den havde hugget på, den var næsten i nettet men manglede ca. 1/3 del & den fik sig på mærkelig vis krænget ud over kanten på nettet, nu var den blevet lidt sur så vi lod den gå lidt for at falde til ro igen inden næste netningsforsøg, den tog nogle ture ned mod bunden & ind under båden, efter nogle minutter lå den stille & roligt i overfladen & vi fik den i nettet, en fin laks på 92 cm. & 8,1 kg. Ganske godt af første laks i vores korte karriere, der var stor jubel ombord i Team "SILLE" vi fik meldt fangsten over vhf'en & det væltede ind med lykønskninger. Vi vendte båden & satte grejet igen & prøvede på at komme over det samme punkt på tilbagevejen, men vi havde ikke fået det markeret på plotteren i forvirringen så det var lidt svært at bedømme hvor den huggede, vi ved bare at vi var ud for Nexø, der skete ikke noget på hele turen tilbage til Listed hvor vi gik i havn ved 17:00 tiden, vi havde jo ikke sovet helt vildt fantastisk på færgen så vi var efterhånden trætte, vi tog båden op & kørte tilbage til campingpladsen for at få aftensmad & rense laksen, vi gik i seng ved 22 tiden, det var en god første dag.




Dag 2.
Det blæste rimeligt kraftigt i dag så vi fik ikke fisket, vi tog på opdagelse på øen, først gik vi en tur langs Kobbe å & op til Danmarks største lodrete vandfald med et frit fald på 4 meter, derefter kørte vi lidt rundt for at se på glas produktion, vi var inde på Bryghuset i Svaneke for at smage på øl, vi fik ikke oplevet så meget eftersom vi havde brugt nogle timer på at vente på at se om vinden faldt til ro så vi kunne komme ud at fiske.


Dag 3.
I dag satte vi båden i oppe ved Hammer havn sammen med Team Hajen, Team Prip & Team Fie, vi sejlede ud på Davids banke, på et tidspunkt var vi lidt uopmærksomme & kom ind over banken med lodderne lidt for dybt, det resulterede i at vi fangede en torsk på ca. 4 kg & fik nogle buler i blylodderne, vi sejlede rundt på banken et stykke tid, intet skete, vinden begyndte at vende så der efterhånden kom 1 meter høje bølger så vi gik ind mod havnen for at få lidt at spise, der er en god havnebod hvor man kan få is, hot dogs, slik & sodavand, efter affodringen gik vi ud af havnen igen & satte grejet 1½ sømil ude & fulgte land ned mod Rønne, vi havde nogle gode lodninger på turen men laksene så vi ikke noget til, vi gik tilbage til havnen ved 17 tiden, da vi hev grejet for sidste gang sad der en lille torsk på den ene downrigger stang, den blev sat ud igen så den kunne vokse sig større.


Dag 4.
Igen i dag satte vi båden i oppe ved Hammer havn, der var ca. 1 meter høje bølger så vi holdt os inde under land ca. 2 -3 sømil ude, vi sejlede næsten helt ned til Rønne inden vi vendte & tøffede hjemad igen, men bølgerne var blevet lidt større så det næsten var umuligt at holde kursen på autopiloten & vores sideplanere fløj igennem luften når de kom til toppen af en bølge, derfor hev vi til sidst grejet & gik helt ind under land, her var bølgerne ikke så store & vi kunne holde en rimelig god fart tilbage til havnen, vi var igen oppe ved havneboden for at spise inden vi bestemte os for at pakke sammen & tage hjem til campingpladsen. Den ene af gasterne skulle med flyet hjem i dag så ham skulle vi jo også have kørt til lufthavnen, nu var vi kun 2 tilbage til at styre slagets gang, men det har vi trods alt prøvet før så det skal nok gå.


Dag 5.
I dag satte vi båden i nede ved Listed sammen med Team Fie, der var totalt fladt vand & solen skinnede fra en skyfri himmel, vi satte grejet 1 sømil uden for havnen & sejlede efter Fie op til Kobbestenen, her havde vi pludselig en stang der var udløst fra klemmen på downriggeren, imens vi tog den stang ind udløste den anden stang på samme downrigger, vi stod lidt & ventede på at der skulle begynde at løbe line af hjulet men intet skete, vi fik loddet op fra de 120 fods dybde & satte begge stænger i samme dybde igen & begyndte at vende båden stille & roligt så vi kunne komme over samme punkt igen, der skete intet, måske har linerne bare ikke været monteret dybt nok i klemmerne eller også har det været hug, vi ved det ikke. Vi blev kaldt op af Fie over vhf'en, de spurgte om vi havde været på Christiansø før, det havde vi ikke, så syntes de at vi skulle sejle derover, det gjorde vi, vi trollede stille & roligt hele vejen, på turen over havde vi en god lodning af pæne store "bananer" lige fra 40 fod til 180 fod, vi markerede punktet på plotteren, så ville vi lige se lidt nærmere på det på tilbageturen, vi ankom til Christiansø omkring kl. 13 & så skulle vi have øl fik vi at vide, det er der åbenbart en fast regel med, første gang på Christiansø = øl, vi fik en dejlig kold Tuborg oppe på gæstgiveriet som vi drak på vej ned til bådene som lå helt ude ved indsejlingen til havnen, vi blev desværre nødt til at sejle allerede lidt i 14:00 da der var en af de store turbåde som skulle ud af havnen & vi var ikke sikre på at vi kunne blive liggende hvor vi lå når den skulle ud, jeg ville ellers gerne have været lidt rundt på øen for at tage lidt billeder, her ser spændende ud & det er jo ikke lige hver dag man kommer forbi. Vi sejlede ud & satte grejet, Fie sejlede forrest & viste vej, da vi nærmede os Bornholm stak vi ind til det punkt som vi havde markeret tidligere, vi gik over punktet men der var helt dødt på lodet, efter ca. 2 sømil lød der et hvin fra den nederste downriggerstang, vi vendte os om i sofaen for at se hvad det var der skete, stangen rettede sig op som i slowmotion, lidt i stil med da vi lige var sejlet ud over Kobbestenen, vi sagde til hinanden, blev den hængende eller hvad? Pludselig begyndte stangen at bøje stille & roligt nedad igen & så fik vi ellers travlt, linen fra stangen med fisk på begyndte nu at vandre over mod styrbords side & var ved at blive viklet ind i den ene sideplaner, vi fik hevet grejet i ekspresfart & gasten tog stangen med fisk på, inden jeg (skipper) fik gjort nettet klart var fisken helt inde ved båden, gasten sagde at det var en havørred med lidt trist stemme, jeg havde lovet ham en laks, da nettet kom i vandet tog fisken en enkelt tur nedad & ind under båden men ikke ret længe efter var den klar til at blive nettet, det var en rimelig kort fight som sikkert skyldes at i al den tid vi tog det andet grej ind, da gik den bare ved siden af båden ca. 100 fod ude, vi fik den nettet i første forsøg & ind i båden kom den, det var ikke nogen havørred, det var en fin laks på 85 cm. 7,6 kg. Så gastens triste stemme blev nu til jubel, tænk at sådan nogle amatører som os skulle få hver vores laks på vores første Bornholm tur! Vi fik hurtigt sat grejerne igen & krydsede over punktet 3 - 4 gange uden at der skete noget, da det var ved at være sent på dagen bestemte vi os for at trolle mod Listed havn, vi hev grejet op sidste gang kl. 19:40 & gik mod havnen med fuld gas, vi skulle hjem til campingpladsen & vise den fine fisk frem, vi var nogle af de sidste der kom hjem i dag, vi havde nu trollet i ca. 12 timer & sejlet godt 30 sømil. Team Hajen & Team Prip stod klar på trappen foran deres hytte da vi kom hjem, vi havde ringet til Lars fra Team Hajen for at prale med fangsten & nu ville de så se dyret, vi blev lykønsket med den fine fisk af dem alle, tak for det.


Dag 6.
I dag var det store pakke dag, båden & bilen skulle pakkes, så vi havde travlt, hytten skulle rengøres & efterlades i samme stand som vi overtog den i. Der blev dog også lidt tid til at tage rundt på øen & se lidt på nogle souvenirs & vi var også oppe i Hammer havn for at få en sidste gang hot dogs & tage afsked med vores madmor. Vi forlod campingpladsen kl. 21:00 & kørte til Rønne for at komme med færgen til Køge, turen med færgen var stille & rolig, vi fik sovet lidt mere på denne tur, vi havde jo trods alt også noget af en køretur når vi kom til Køge, men det gik nu fint, vi holdt nogle pauser når trætheden meldte sig, lidt frisk luft & en smøg gør underværker, vi var hjemme i Viborg ved 11:30 tiden.


Eftermæle: Det har været en helt utrolig god uge sammen med Team Hajen, Team Prip & Team Fie, der skal lyde en kæmpe stor tak fra os til jer alle, vi har sat stor pris på den hjælp i har givet os & håber ikke at vi var alt for belastende at slæbe rundt på, vi er klar til at tage turen igen, sådan en oplevelse må man ikke lade gå fra sig, hvis man godt kan lide at trolle så er der simpelthen ikke nogen undskyldning for ikke at tage til Bornholm, Team "SILLE" kommer i hvert fald tilbage igen. Se billeder fra turen her.


Gå til side 2
Klik her.
Synes godt om
på Facebook